Malerier


Grafik og skitser


Skulpturer


Bag om

Billedkunstner Tyge Ingerslev


Billedkunstner Tyge Ingerslev
Billedkunstner Tyge Ingerslev

Som læge har jeg i mere end 30 år med stor fornøjelse brugt naturvidenskabens præcise og logiske  kategoriseringer af verden, men opdaget at de ikke rækker. Hvad der mangler er umuligt at sætte på formler, men handler om det at sanse og være i verden mere end at at have en bevidsthed om den.

Per Højholt har sagt: "Politik er det muliges kunst, kunst er det umuliges politik. Vi må have nogen til at håndtere det umulige, ellers forfalder det og bliver efterhånden muligt"

Men hvis det umuliges kunst skal række ud over det private og blive professionel kunst, må det bygge på et fundament. På Århus Kunstakademi har jeg gennemført den 4 årige uddannelse og modtaget undervisning af kunstnere som Annette Olesen, Svend Allan Sørensen, Lene Dementik og arbejdet med klassiske kunstbegreber både i teori og praksis, ligesom jeg gennem optagelse på censurerede udstillinger har afprøvet om min billedkunst også har almen interesse.

Når mine værker lykkes, har de omformet sansningens evne til gribe en uforståelig helhed til et kunstnerisk udtryk –et udtryk, der gør tilfældigheden og det ordløse meningsfuldt.

Som billedkunstner arbejder jeg med acryl og oliemaleri, træsnit, skitser, skulptur og akvarel. Arbejdsprocessen er en vekslen mellem at se og agere og med en respektfuld styring af en tilfældighed, der undertiden kan være en besværlig arbejdskammerat, men også gerne skulle tilføre værkerne energi og give plads til beskueren.

Mine billeder er et forsøg på at forene skitse, streg, flade og farve i maleriet, men også at undersøge forholdet mellem figuration og abstraktion. Ud af det kommer et ekspressivt og forhåbentlig spændingsfuldt kunstnerisk udtryk.